RUST

*APRIL 2006 • *NUMMER 2

*Pubertetslarm *

og organiseret støj

*i det tavse teater*

Af Peter Jørgensen • petjo05@student.sdu.dk

*Teppop*

*– Mimeteatret – 10. februar. *

*Perfid Pubertetspop*

Aftenens andet indslag kalder sig selv Tep-

pop. En lille fuldskægget fyr, der starter bal-

let med at krænge volumen forrykt højt op.

Det er højt. Rigtig højt, og i løbet af de første

par ”numre” får en del fra publikum lyst til

en cigaret… Det lader ikke til at bekymre

den lille smølf bag pulten. Han kører på

med sine orientalske hits, russiske folkeme-

lodier og andre slagere af forskellig etnisk

herkomst. *Teppop* bruger som Pixel sin

laptop som afspiller, men der bliver skruet

på lidt flere knapper på pulten undervejs.

Derudover benytter han sig af en gammel

walkman med dertil hørende kassettebånd.

Meget retro og meget larmende.

Men som om det ikke var nok, får vi også

æren af at høre Teppops egen stemme ind

over det i forvejen sønderlemmende inferno

af larm. Men han synger ikke. Han growler,

han skriger, han fistler og han bøvser. Han

har sågar medbragt et lille horn, som kan

hjælpe med at få højtalerne til at overstyre,

hvilket synes at være hans erklærede mål.

Det er overhovedet ikke sjov, og det bliver

ikke mindre til grin, da en kvinde, som vist

nok er hans kæreste, begynder at bræge med

på mikrofon nr. to. Elektronisk Sussi og Leo.

Tak skal du ha’.

Under hele showet, som desværre varer

på den forkerte side af en time, bæller den

fuldskæggede lydkriger øl efter øl, som bli-

ver fulgt op med flotte bøvser i mikrofonen.

Det gør hverken det hele mere skæg eller

mindre pubertært. Han er som et børneha-

vebarn, der kun kan få opmærksomhed ved

at hæve lydniveauet. Det er direkte perfidt.

Send ham tilbage til puderummet og gerne

et af dem med lås på. Energien er der, men

prisen er for høj, og hverken *Teppop* eller

hans kvindelige sidekick kan løfte det, der

bliver lagt op til. Musicalevergreens i dob-

belt tempo og kineserkavalkade med heli-

umsopran kan heller ikke. Selv kæresten

må til sidst overgive sig og stikke fingrene

i ørerne. Hvem der bare havde husket sine

ørepropper.